Der er ikke mange billeder fra den tid. Vi boede efterhånden kun tre-fire børn hjemme, og varigheden af opholdet på Langeland var ca. trekvart år. Der var et nydeligt, nybygget lille hus til gården, da det gamle stuehus var brændt. Det var noget af en forandring i forhold til kæmpe-huset i Gislev.
Gården var beregnet til svin, og dem havde vi en del af i begyndelsen – de gik bl.a. forsøgsvis på tang fra den tilhørende strand.
Landbruget i Danmark havde ringe muligheder efter Svinepuklen – overproduktion på verdensmarkedet for svinekød –, og håbet for far og mor var vist, at jorden skulle sælges som sommerhusområde. Imidlertid satte Baunsgaards regering en effektiv stopper for det med tvangsopsparing og den usikkerhed, det førte med sig; ingen købte sommerhuse i de følgende år.
Det var også her, far skulle til at ernære sig af andet end landbrug; han startede med at køre sildemelsprodukter ud til svinebønder for Sæby Fiskemelsfabrik, og senere kom han på cementfabrikken Cementco i Svendborg.
Efter en arbejdsløshedsperiode arbejdede han på et savværk på Tåsinge, som lavede spær, vinduer og andre trærelaterede byggesager.
Fra Kobbelgården på nordlangeland flyttede hele familien til Landet på Tåsinge.
Det kom lidt uforberedt, og jeg husker det stadig. Hunden var ca. på alder med mig på det tidspunkt og nok min bedste ven… Slagteren grinede og syntes, det var SÅ sjovt, at hunden var så tyk, at der skulle to skud til…
Jeg vil tro, det i vore dage ville have udløst et par års behandling hos en skolepsykolog. Sådan en var imidlertid ikke opfundet endnu, og ingen opdagede selvfølgelig, at jeg nok har syntes, at det var en mildt sagt skelsættende oplevelse.
Jeg mener ikke, jeg nogensinde fik et godt forhold til den slagter!