Mindeord for Flemming og Marna ved Marnas bisættelse den 6. september 2019.

(Enkelte justeringer indføjet efterfølgende)

Af oberstløjtnant Jens Christian Juul, gift med Bodil Margrete Juul (født Hansen).

Johannes Albert Flemming Hansen:
Født 4. maj 1923, død 24. december 1917.

Marna Kirstine Hansen (født Jensen):
Født 26. november 1923, død 23. august 1919.

Flemming var den yngste i en søskendeflok på elleve med et aldersspænd på 19 år. Marna var, som eneste pige, den yngste i en søskendeflok på fem med et aldersspænd på 11 år.

Flemmings far var kaptajn i bjærgningsselskabet Svitzer med opgaver rundt omkring i store dele af verden. Flemmings opvækst var præget af faderens fravær, ældre søskende og at han voksede op på en større gård, som hans mor måtte tage sig af, når hun da ikke lige blev sat fra bestillingen, når kaptajnen var hjemme. Med en fraværende far og på en større gård havde Flemming frie opvækstvilkår. Flemmings mor døde, da han var 19 år.

Marna voksede op på en mindre gård og i noget mindre kår. Marna oplevede som lille pige hendes brødre som unge mænd med friheder og oprørstendenser. Selv måtte hun affinde sig med at blive beskyttet og indsnævret. Marna levede med en følelse af, at hendes frihed var begrænset og i de meget senere år blev det klart for os, at hun følte en vis bitterhed over ikke at have haft friheden til at træffe egne valg. Hun ville meget gerne have uddannet sig til damefrisør, men det måtte hun ikke.

Hvornår Flemming og Marna mødte hinanden første gang, ved vi ikke med sikkerhed, men deres barndomshjem var placeret med få kilometers afstand i nærheden af Faaborg. Det vides, at de har kendt hinanden fra ca. 1940, otte år inden de blev gift i 1948.

Flemming kom i tømrerlære efter realeksamen og blev svend. Han indgik i en en af modstandsbevægelsens modtagegrupper og gemte i største hemmelighed våben i en brønd på faderens nye adresse i udkanten af Faaborg. Under krigen arbejdede han et par år som tømrer i Sønderborg.

Efter udstukne retningslinier fra forældrene kom Marna i huset efter 7. klasse. Først arbejde hun i hjemmet og siden kom hun til en større gård på Fyn. Stor var hendes glæde, da det lykkedes hende at komme på et måneders langt ophold på gymnastikhøjskolen i Ollerup på Fyn. Hun oplevede succes og blev under opholdet udpeget som delingsfører. Dernæst opnåede hun at komme på Als Husholdningsskole i 1943, hvilket antyder, at Flemming og Marna på dette tidspunkt var blevet rigtige kærester, idet Flemming dengang arbejdede i Sønderborg.

Krigen sluttede og ligesom så mange andre, var de i nogen grad blevet mærket af den. Flemming blev indkaldt til Livgarden og Marna fulgte igen med, idet hun, efter at være anbragt i en dårlig plads, på eget initiativ fandt plads i huset hos et mere frisindet herskab i København. Marna blev et betroet medlem af husstanden og kom med på herskabsfamiliens ferier i deres sommerhus på Fanø.

Marna og Flemming vendte tilbage til Faaborg, hvor de boede et par år efter at være blevet gift i 1948. I mellemtiden havde Flemming ad flere omgange taget en konstruktøreksamen på Haslev Håndværkerhøjskole.

Flemming havde klaret sig godt og blev tilbudt en lærerstilling på højskolen. Denne mulighed var kærkommen, idet Flemming og Marna følte et stort behov for at finde egne græsgange. Haslev skulle vise sig at danne ramme om hele resten af deres liv. De flyttede ind i en lille lejlighed i Jernbanegade 75, hvor Stine kom til som nyfødt i 1950, og hvortil de senere skulle vende tilbage under større forhold. Flemming underviste på håndværkerhøjskolen op igennem halvtredserne. Marna nedkom med Bodil i 1952, derefter Karen i 1954. I forlængelse af familieforøgelsen flyttede de i hus på Vibevej 12 i 1955.

Haslevs skolemiljø var skabt og præget af Indre Mission. Også Flemming og Marna – men især Flemming – blev som en naturlig del af arbejdet på højskolen inkluderet i dette miljø. Dette underbyggede også Flemmings langvarige engagement som leder i FDF. Flemming foretog rejser med FDF til Norden og med de studerende til Italien, hvor især Rom kom til at udgøre et centrum for Flemmings interesse for bygninger og arkitektur. Også Marna var med i 1960, hvilket medførte, at de senere vendte tilbage til ”den evige stad” talrige gange.

Hen imod 1960 slog Flemming sig gradvist ned som selvstændig arkitekt, idet han startede med at indrette tegnestue i soveværelset. Indre Mission og FDF blev aftrappet i takt med udbygningen af Flemmings arkitektvirksomhed. Flemming bevarede troen livet igennem, mens Marna var noget mere forbeholden.

Flemmings arbejde for FDF fik et modstykke i Torsdagsklubben, der bestod af fem koner til mænd, der overvejende var engagerede i FDF. De mødtes på torsdage til kaffe hos hinanden. Senere ændrede klubben skikkelse efterhånden som mændenes engagement i FDF ebbede ud og det hele fik karakter af et venskab imellem ægtepar. Medlemsskabet af Torsdagsklubben kom til at vise sig at være livsvarigt og Marna har nu meldt sig ud som en af de sidste.

En anden stærk vennekreds for livet udgjordes af en gruppe af kolleger fra håndværkerhøjskolen og deres koner, hvor kollegerne gennem deltidsansættelse bidrog til at opbygge Flemmings virksomhed.

Også andre venskaber eksisterede. Flemmings barndomsven forblev en ven til døden. Et andet varigt rejsevenskab blev opbygget over en fælles fascination af Rom og flere kom til. Det var således typisk for Marnas og Flemmings venskaber, at de var varige.

Flemming udbyggede sin virksomhed i løbet af tresserne, idet han især specialiserede sig i autoværksteder. Han havde altid sin tegnestue i hjemmet, der i 1963 blev skiftet ud med en villa på Mosevang 21, som Flemming selv havde tegnet. Foruden at tage sig af alt vedrørende hus, have, madlavning – altså god madlavning – og pigernes pasning og pleje støttede Marna virksomheden gennem mange praktiske gøremål. Bl.a. kaffe og kage to gange om dagen, dag ind og dag ud. Marna skabte også sin egen lille virksomhed i bryggerset, hvor hun havde sin lystrykmaskine m.m. Flemming var hendes primære, men bestemt ikke eneste kunde.

Både Flemming og Marna interesserede sig levende for deres lokalsamfund. Flemming blev formand for Haslev Skolekommission, mens Marna interesserede sig for menneskene omkring sig. Også arbejdet med skolekommissionen gav anledning til et livsvarigt venskab. Ferierne foregik nu sammen med pigerne som teltture til Norge, skiferie i Tjekkoslovakiet og charterferier til Mallorca og Solkysten etc. Men Marna og Flemming genoptog også deres rejser til Rom, nu i en privat udgave. Deres fynske familierelationer blev også plejet, men deres travle hverdag og afstanden betød at det foregik på et lavt niveau med et besøg 1 til 2 gange årligt. Flemming og Marna havde også sjældne besøg af deres forældre, som blev et par dage. Desuden blev forbindelsen opretholdt via især ”rigstelefonen”. Pigernes konfirmationer var præget af de mange onkler og tanter – og flere af nevøerne og niecerne var glade for at kigge ind hos Marna og Flemming, når lejlighed bød sig.

Arkitektvirksomhed er præget af travlhed op til terminer for aflevering. Marnas del af arbejdet med kopiering og foldning af tegninger var det sidste, der skulle ske, og var altid bestemt af, om tegnestuen var på forkant. Og det er den slags sjældent. Lejlighedsvis stress var således ikke en unormal del af tilværelsen i hjemmet. Dette må undertiden have medført store udfordringer, men Marna og Flemming talte meget sammen og støttede hinanden. De gik ofte tur i skoven, når der skulle diskuteres problemer, eller når stressniveauet havde været højt.

Det er omkring dette tidspunkt, hvor jeg kom ind i familien i 1970. Gæstfriheden var stor og pigerne havde meget frie rammer for at invitere kammerater hjem – altid til et meget velforsynet køleskab. Suppleret af de tre piger trak hjemmet derfor mange ungersvende til sig. Jeg har aldrig selv oplevet optræk til et skænderi imellem Marna og Flemming – også selv om Marna nok havde en tendens til altid at ville skynde sig til alting. Min personlige oplevelse er, at inden for hjemmets fire vægge fik Marna altid klaret alt på en meget rolig, rummelig og udramatisk måde.

Flemming og Marna klarede sig generelt godt, men man kunne se på antallet af medarbejdere, om det gik op eller ned – udsving, som ofte gør sig gældende inden for arkitektbranchen. Værst gik det under 70’ernes to oliekriser, hvor pigerne var flyttet hjemmefra. Flemming måtte i disse perioder indskrænke betydeligt og Marna tog uden at kny arbejde med rengøring og hjemmepleje. Rejsebudgettet var blevet noget mindre og når de tog på ferie, var det på bilferier rundt i Norden med telt.

I 1977 – kort tid inden den anden oliekrise – flyttede de fra Mosevang og flyttede igen ind i Jernbanegade 75; men denne gang som ejere. Lidt senere købte de også Jernbanegade 77. Begge huse var i tre plan med et større antal baghuse og omfattede en hel del lejemål. Dette ejendomskompleks, der næsten havde karakter af en lille landsby, begyndte Flemming så at sætte i stand lidt efter lidt.

I mellemtiden havde børnebørnene begyndt at melde deres ankomst. Først Stine og Jørgens Mette i 1975, siden Bodils og min Frederik i 1977. Herefter fulgte Lisbeth i 1981, Christian i 1985 og Morten i 1988. Via Karen kom også Jacob til som 9-årig i 1987 med sin far Gorm.

Marna og Flemming trådte ind i rollen som bedsteforældre med karakter. Med alle forældrene på arbejdsmarkedet blev syge børnebørn ”anbragt” hos og passet af Marna ved siden af hendes mange andre gøremål, mens Flemming villigt rev sig løs fra arbejdet og trådte til som ”back up”, når Marna mente, det var påkrævet. Marna måtte høre på Mettes og Frederiks skænderier om, hvis mormor det nu var, hun var. Marna forberedte sig godt på disse situationer, idet hun på flere kassettebånd havde indtalt adskillige børnebøger, der blev bragt i anvendelse, hvis stemmen blev for slidt, når ungerne indfandt sig. De satte stor pris på Marnas veltillavede mad og var glade for disse ”frikvarter” fra deres egne hjem, når de kom til deres mormor og morfar.

Flemmings og Marnas sidste tur til Rom var i 1979 og da havde de inviteret døtrene og deres mænd/kærester med. For os alle blev det en god og mindeværdig oplevelse, hvor Flemming introducerede os til det Rom, han kendte så godt. Og alt var på deres regning – også selv om det var under den anden oliekrise. Året forinden – i 1978 – havde de udskiftet deres lille sommerhus ved Fakse Ladeplads med et større hus i Bakkebølle ved Vordingborg. Dette hus gik i arv til pigerne i 2005, hvor Marna og Flemming mente, at de nok ikke ville have kræfter til at passe det ret meget længere. Deres forehavende lykkedes vældig godt og sommerhuset virker i dag som et samlingspunkt for deres børn, børnebørn og oldebørn, der er meget glade for at opholde sig i det hus, der stadig repræsenterer Flemming og Marna.

Påvirket af den anden oliekrise udvidede Flemming i 1980’erne sin virksomhed som vurderingsmand for Kreditforeningen Danmark – vurdering er der jo behov for i både op- og nedgangstider.

Nogenlunde samtidigt blev Flemming medlem af Haslevs Kommunalbestyrelse for Venstre og noget senere blev han medlem af elselskabet SEAS bestyrelse, hvor han efter nogle år blev næstformand. Bestyrelsesarbejdet gav anledning til nogle gode rejseoplevelser for dem begge. Bl.a. var de i Finland og Ægypten.

Så i 80’erne gik det igen opad for Flemmings virksomhed og der var atter råderum til at rejse ud i den store verden. Bl.a. Gran Canaria, Gambia og den første af deres to store rejser, som gik til Sydamerika, hvor de i løbet af en tre ugers tid gjorde store dele af kontinentet.

Marna fik mulighed – og fandt interesse for – at udbygge sin garderobe med pæne og moderne kjoler af god kvalitet, mens det hos flere af os andre blev årtiet med smalhals under Danmarks økonomiske genopretning, kartoffelkur m.m. Bodil forventedes og satte pris på at møde velklædt i banken. Mor og datter fandt sammen om at dele interessen for Marnas klædeskab med det resultat, at Bodil nok mødte som en af de mest velklædte kvinder i banken. Kjolerne blev naturligvis altid returneret, men også ombyttet efter nogen tid. Jeg er overbevist om, at Marna glædede sig over at kunne gøre dette sammen med – og for – sin datter.

90’erne blev det årti, hvor Flemming nedlagde sin arkitektvirksomhed og gik på pension. Flemming fik mere tid til at tilgodese sit store videnbegær ved brug af den store bogsamling, han efterhånden havde anskaffet. Ikke mindst satte han stor pris på at studere landkort.

Arbejdsomme, som de begge var til overmål, anvendtes de tiloversblevne kræfter på istandsættelse og pasning af deres ejendomme og sommerhuset. I årtiet foretog de også den anden og sidste af deres store rejser, som gik til Asien i en tre ugers tid. Efter den var de rejsemætte, og de tog aldrig uden for Danmarks grænser igen.

De fik øget overskud til at pleje deres familierelationer. De glædede sig over at søge tilbage til Faaborgegnen, hvor de afholdte flere ”runde” fester, som især bidrog til styrkelse af båndene mellem fætre og kusiner inden for deres store familier.

I slutningen af 90’erne blev det for meget for dem at passe deres ejendomme. De blev solgt og de flyttede i år 2000 til Karolinelunden 8 i et nybygget og overkommeligt etplans rækkehus.

Efter nogle gode år, hvor de begge var virksomme, skete der en gradvis forskydning i deres forhold i løbet af de 17 år, de boede i Karolinelunden. Marna tog over, hvor Flemming slap. Flemming skrumpede gradvist, påvirket af uvirksomhed, nedsat hørelse og hukommelsessvigt. Han blev mere og mere afhængig af Marna, efterhånden som den samlede virksomhed blev centreret om husholdning.

Også Marna mærkede alderdommen nærme sig, men fandt veje til at gøre livet lidt lettere for sig selv. Hendes retfærdighedssans var meget stor, hvilket ikke mindst gjorde sig gældende, når det kom til fødseldags- og julegaver. De skulle altid koste det samme og med alle de gavemodtagere, det efterhånden var blevet til, var det hver gang en vanskelig proces hun skulle igennem. Med udsigt til at også oldebørn ville begynde at melde sig, gik hun over til meget pæne kontante gaver af samme størrelse uanset alder. Et beløb i julegave og et andet beløb i fødselsdagsgave. Med hjælp fra pigerne forsatte denne gaveregn til det sidste. Med familien udvidet med ni oldebørn var gaveposten ikke ubetydelig

Marna, der altid havde haft magten i husholdningen, overtog føringen i deres forhold. Situationen fratog efterhånden Flemming enhver form for vilje i en erkendelse af sin afhængighed og hensynet til ikke at vanskeliggøre Marnas situation. Selvom hun var påvirket af tiltagende demens udviste hun en formidabel vilje og evne til at tage vare på Flemming helt til det sidste.

Efter de begge var kommet på plejecenter i december 2017 afgik Flemming ved døden den 24. december. Marna kom på plejehjemmet i Frederiksgade og efter 1½ år sov hun – udtømt for liv – stille ind den 23. august i år.

Epilog:

Marna og Flemming var begge to umådeligt generøse, arbejdsomme og meget tolerante mennesker. De havde en klar indbyrdes arbejdsdeling, der hvilede på en stor gensidig respekt. Påvirket af egne erfaringer var de næsten for påpasselige med ikke at vise deres inderste følelser og meninger over for deres nærmeste. De havde så stor respekt for deres piger, at de hellere ville lade tingene være usagte frem for at risikere, at pigerne skulle føle sig omklamret af dem.

De gav meget, men forventede ikke noget igen.

Bagved dette lå en stor kærlighed.

Æret være Marnas og Flemmings minde.